Asparges

I påsken startede jeg et lille eksperiment i min mors have. Jeg såede 12 aspargesfrø i en stor balje. Jeg havde læst, at de ville tage lang tid om at spire, men der stod ikke præcist hvor længe. Jeg havde efterhånden opgivet al håb om at se aspargesplanter, da min mor en dag i juni ringede til mig for at fortælle, at der var dukket to små planter op i baljen. De var kun 1-2 cm høje og meget spinkle. Da vi var hjemme hos min mor i sidste uge, var jeg nede at kigge til mine to planter, som stadig er meget små. Den store måler nok 3-4 cm. Jeg forestiller mig, at det store arbejde gøres under jorden. Den mindste af planterne ser desværre ud til at være bukket under for varmen.

De 12 nyplantede aspargesfrø markeret med pind, for at skelne de små planter fra ukrudt.

Jeg glæder mig til at plante "the lone survivor" ud på det blivende sted i min mors have. Jeg må hellere så nogle flere næste år, så den kan få lidt selskab.

Den største af de to asparges.

Den mindste asparges, der måske, måske ikke er død.

Uventet fangst på skovtur

Da vi var på besøg hos Louises forældre for et par uger siden, drog jeg og min svigermor på den obligatoriske svampetur. Vi var nu ikke alt for optimistiske på grund af den meget tørre sommer. Kurven blev da også langt fra fyldt. Det så ud som om en anden svampesamler havde været forbi vores sted blot et par dage før. Et par håndfulde kantareller kunne det blive til.

Da vi lidt småskuffede vendte næsen hjemad, fik jeg øje på noget i kanten af skoven - hindbær! Krattet var fyldt med skovhindbær. Vi samlede så mange vi kunne nå, da vi jo sådan set allerede skulle være på vej hjem til de andre. Godt et halvt kilo store, flotte bær kunne det blive til, og der var masser tilbage.

Guld fra skoven.

Svampesovsen måtte nøjes med kantareller fra fryseren. 

Hindbærkagen i ovnen.

Besøg hos min mor

I sidste uge var vi på miniferie hos min mor. Hun havde et haveprojekt, som efterhånden har været undervejs i to år. To højbede. Bunden af hendes have går over i et aflangt stykke, der oprindeligt har været en vej. Min mor havde så forestillet sig to højbede på 1,5 x 3 m i midten af "vejen". Hun købte træ til projektet og ventede.. og ventede.. og så kom jeg forbi og begyndte at samle et bed - eneste problem: Hun har en elendig skruemaskine, som ikke engang holder strøm til en enkelt langside af sådan et bed. Derfor har projektet stået hen i nu to år. Det har naget mig i al denne tid, at det ikke er blevet gjort færdig. Derfor havde jeg til dette besøg arrangeret at låne min fars værktøj, så projektet endelig kunne gøres færdig.

Min mors have.

En aften efter Le var blevet puttet og temperaturen var faldet til udholdelige værdier, begyndte vi på det puslespil, det var, at få samlet de mange dele, som for fleres vedkommene var skæve i alle retninger af at have ventet i to år. Vi endte også med at måtte save et stykke af benene, da pælebordet tabte kampen mod de murbrokker og sten vi fandt 5-10 cm nede i den gamle vej. Det endelige resultat var vi alle godt tilfredse med, trods diverse skævheder. 

Det færdige højbed.

I løbet af de to år der er gået, har min mor valgt at starte med kun et enkelt højbed. I stedet ville hun bruge det resterende træ til at lave 6 små højbede, der skulle huse en enkelt bærbusk hver. Jeg nåede at lave et enkelt bed til hende, 50 x 56 cm stort. Det haster jo heller ikke, da buskene først skal graves op til efteråret.

Et lille højbed til en solbærbusk.